New Zealand - torsdag den 07. februar 2013
Fra Dunedin til Warrington (med en lille afstikker til Peninsula halvøen)
Det blev en rolig nat - men lidt varm. Vi vågnede ved 7-tiden og stod igen op til næsten skyfri vejr. Første stop i dag var et besøg på Cadbury chokoladefabrikken i centrum af Dunedin. Kl. 9:30 blev vi udstyret med et net til at sætte over håret og en lille pose med et stykke chokolade. Først blev vi båset foran en 7 minutters DVD om chokoladeproduktionen. Så blev der givet en masse formaninger om, hvad vi IKKE måtte undervejs. Alle smykker, elektronisk udstyr, tasker osv. skulle låses inde i et skab, før vi startede på turen.
Så blev vi ellers guidet rundt på fabrikken af en ældre kvinde, der åbenbart havde arbejdet på fabrikken i 18 år og nu fungerede som guide. Cadbury har fabrikker over hele verden men den i Dunedin er åbenbart en af de største. Deres nyeste anskaffelse på fabrikken var en tysk maskine, der næsten kunne producere chokoladen fra A-Z - og ud i enden kom færdige kasser med chokolade. Undervejs stoppede vi op og guiden fortalte over et højttaleranlæg om produktionen og ingredienserne. Løbende blev vores små poser fyldt op med smagsprøver, så da vi var færdige med turen, havde vi en pæn portion chokolade med os. Sidste etape af turen gik til en høj silo, som fabrikken tidligere har brugt til at opbevare sukker i. Den er ikke i brug mere, så i stedet får gæsterne lov til at komme ind i siloen. Fabrikkens ingeniører har bygget et monstrum, der på et kort øjeblik hældte 1 ton chokolade ned i en tragt foran os. Der blev taget et billede af os med den varme chokoladestrøm foran os.
Guiden fortalte, at chokoladen blev hevet op i beholderen igen, så den var klar til en ny tur efter en halv time, når næste hold gæster dukkede op. Med 20 rundvisninger om dagen i 365 dage, var det nok rimeligt, at man kasserede det (det blev vist foræret til svineføde).
Som om vi ikke havde fået nok chokolade, handlede vi også pænt ind i shoppen, så vi kunne tage lidt gaver med tilbage til Danmark, hvis det ellers kunne holde så længe :-)
Efter et kort besøg på byens banegård, som guiden på chokoladefabrikken havde udpeget for os og kaldt en af verdens 10 smukkeste banegårde, måtte vi lige en smut hen og se den på nærmere hold. Det var en meget smuk bygning. Her virkede fredeligt med stort set ingen mennesker i afgangshallen. På vejen tilbage til autocamperen faldt vi næsten over et skilt, hvorpå der stod New Zealand whisky på. Det var en lille shop, der havde et lille udvalg. De fleste havde vi købt. Men han havde en cask strength af den 21 års Milford whisky, som jeg havde købt dagen i forvejen. Den så godt nok spændende ud, men han ville have knap 2.000 kr. for den, så han fik lov til at beholde den! I stedet købte vi en Doublewood, så samlingen nu var på 5 forskellige whiskyer. Nok til en god smagning :-)
Tilbage til autocamperen, hvor vi konstaterede, at vi kun havde købt parkeringsbillet frem til kl. 10:21. Klokken var nu 11:38, så det var vist et held, at vi ikke havde fået en bøde. Vagten var ellers slem travl. Han kom drønende på motorcykel og satte kridtstreger på dækkene. Han nåede også til os men valgte heldigvis at ignorere os.
Så vi skyndte os at køre ud af Dunedin med retning mod Peninsula halvøen, hvor vi skulle se på pingviner og albatrosser - måske... Torben havde regnet en meget flot rute ud på halvøen, så snart var vi pænt højt i bakkerne (ca. 250 meter) med en flot udsigt ind over Dunedin. Vejen bugtede sig på siden af bakkerne og da vi nåede tilbage til kysten, kunne man virkelig kalde det en kystvej, for asfalten sluttede direkte på de sten, der skulle beskytte vejen mod Stillehavet.
Vi nåede helt ud på spidsen ved Tajaroa Head, hvor vi spiste frokost i det fineste solskinsvejr. Herude var det mågerne, der regerede, så vi måtte finde os i deres skrigen. Vi kiggede ind til Royal Albatross Center, der ligger helt ude på spidsen. Det kostede 40 dollars (næsten 200 kr.) at komme ind og der var ingen garanti for at se de store fugle, så vi valgte at spare pengene. Der var vist kun 3 reder synlige, måske nogle unger og sandsynligvis ingen voksne albatrosser, så det ville vist være spild af penge.
I stedet kørte vi lidt tilbage op af en bakke. Her holdt firmaet Natures Wonders til. De brillierede med at køre rundt i nogle små køretøjer med 4 hjulsæt. Og deres offroad tur på en time ville bringe os tæt på sæler, pingviner og en fuglekoloni. Prisen var 55 dollars, ca. 275 kr., som vi besluttede at spendere. Vi kunne komme med på en tur kl. 15, så vi havde ca. 50 minutter til at slappe lidt af, spise en is og skrive lidt i dagbogen.
Ved 3-tiden blev vi båset i et af de små køretøjer med 8 hjul og en meget snakkesagelig guide. Snart efter gik det på smalle støvede veje og gennem mudderhuller frem til et udsigtspunkt over det yderste af halvøen.
Guiden fortalte løs om naturen omkring os, vi fortsatte til en fuglekoloni. Vi kunne stå og kigge fra et punkt direkte ned på kolonien af fugle. Lidt utrolig, at vi kunne komme så tæt på, men de var jo nok vant til, at der kom mennesker på besøg. Tættere på vandet var en flok sæler, som vi kørte ned til. Der var forholdsvis mange og selv om det var varmt, og de fleste af sælerne var i vandet eller gemte sig i skyggen, var der en flok tilbage. De solede sig eller tog sig et lille slagsmål i vandkanten.
Op og ned af stejle bakker gik det i det lille køretøj, hvor vi sad 7 personer (incl. guiden) pænt tæt. Turens sidste stop var ved en strand, der kaldes pingvinstranden. Her skulle åbenbart være nogenlunde god chance for, at se verdens tredjestørste pingvin. Den brede sandstrand var tom, så det så lidt tyndt ud. Guiden begyndte at forklare, at det var varmt for pingvinerne. Deres unger gemte sig i bakken bag stranden og de var hurtigt blevet opdraget til at holde sig skjult for diverse farer.
Guiden førte os ned af en sti til en tunnel med betonmur op mod bjergsiden og et skelet af træ med udkigshuller på højreside - ned mod stranden. Vi gik ned af den stejle tunnel og for enden af tunnelen, forsøgte guiden at spotte nogle af pingvinungerne i bakkerne. Det lykkedes ikke og der var ingen aktivitet på stranden eller i vandkanten, så guiden måtte ty til reservebeholdningen af pingviner. Bagud mod bakkerne, der vendte væk fra stranden, havde han en lille låge, der kunne åbnes. Herfra var der et kig på en enkelt pingvin, der sad musestille trykket op af tunnelvæggen. Lidt svær at se, men den var der. Lidt længere oppe i tunnelen, havde guiden en dør ud til samme side. Her var der en rede klemt inde mellem klipperne. Jeg fik ikke øje på nogen pingvin, men de andre sagde, at der var en derinde... Guiden fortalte, at de 2 pingviner var i færd med at skifte fjerdragt - en proces, der tager ca. 3 uger. I den periode er pingvinerne bundet til stedet og tager ikke føde til sig. Så de er et let bytte for andre rovdyr i denne periode.
Så kørte vi tilbage af de ret uvejsomme stier med hældningsgrader, der ville give autocamperen kamp til sit hår. Godt støvede nåede vi tilbage til udgangspunktet, hvor en gang håndvask var kærkommen. Vi var blevet noget beskidte af, at holde ved på turen rundt.
Marie førte autocamperen tilbage mod Dunedin og i stedet for at køre op over bakkerne, styrede hun rundt langs kysten. Det tog lidt tid, for det var en snørklet omgang. Vi fortsatte direkte gennem byen og nordpå. Vores mål var at finde et sted langs kysten nord for Dunedin, hvor vi kunne wildcampe. Nu var vi nået dertil, at vi var villig til at trodse skiltene, hvorpå der stod camping forbudt eller ingen overnatning. Det var som regel nogle små træskilte, der forkynte disse ting. Og vi var lidt af den mening, at når New Zealand bryster sig af, at man kan campere næsten overalt, så er det utrolig, at det kan være så svært, at finde et sted, hvor vi må holde en nat.
Vi kørte ned til en lille strand ved byen Warrington. Her virkede fredeligt og Marie fik klemt autocamperen ind på et lille spot tæt ved stranden. Vandet var forduftet så langt vi kunne se ud i bugten. Det var lavvande. Efter den obligatoriske velkomstøl, kastede jeg mig over aftensmaden. Vi skulle have 2 variationer af nudler.
Først en indonesisk nuddelsuppe og dernæst en thailandsk pad thai ret med stegte nudler. Det smagte fint. Det er egentlig utrolig, hvor langt man kan komme med lidt godt at spise på få midler :-)
Efter aftensmaden gik vi en tur, først på den tørlagte bugt. Så mødte vi et skilt, hvor der stod, at der på den modsatte side af den tange, vi boede på, skulle være både sæler og pingviner, så vi styrede tværs over tangen. Men det første, der mødte os på stranden (hvor der dog var vand, for det var direkte ud til Stillehavet), var en paraglider og et par mennesker med en løsgående hund. Så var der vel ingen chance for hverken sæler eller pingviner, så vi daffede tilbage til autocamperen til en opvask, en aftendrink og kaffe, før trætheden overmandede os. Det havde været en dag med meget udendørsaktivitet, så det var vel ok, at vi var blevet trætte :-)
